Håndværkerkoret
fællessange
Livstræet
Visen om de atten svaner
Noget om helte
Den blå anemone
Livstræet
tekst: Erik Lindebjerg
musik: Hans Holm
1.
Der er så meget, der kan trykke,
gøre dagen trist og grå.
Se de folk, der uden lykke
bare går og går i stå.
Lad dem lege i livstræets krone,
lad dem føle, at livet er stort,
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.
2.
Der er så meget uden varme,
uden ånd og uden liv.
Folk bli`r fattige og arme,
tænker kun på tidsfordriv.
Lad dem lege…
3.
Der er så mange uden venner,
uden kærlighed og kys.
Folk, som ingen andre kender
hvor skal de mon finde lys?
Lad dem lege…
4.
Der er så hård en kamp om magten,
alle kæmper for sig selv.
Er der ingen, der har sagt dem,
at de slår sig selv ihjel?
Lad dem lege…
5.
Der er så mange, der er slaver,
lænket fast til job og tid.
Hvorfor bruges vore gaver
uden tanke, uden vid?
Lad dem lege i livstræets krone,
lad dem føle, at livet er stort,
lad dem skue de blå horisonter
og himmelhvælvingens port.
Visen om de atten svaner
tekst: Cornelis Vreeswijk 1972 Poul Sørensen
musik: Benny Andersson Bjørn Ulvæus 1972-
1
Jeg drømte om atten svaner i nat,
og såmænd også lidt om dig,
og du bad mig om atten kys i min drøm,
og jeg gad ikke sige nej.
Min ven, lad mig vide, om du kunne lide,
hvis jeg bare var vågnet, da jeg drømte,
du kom, så du intet fik bedt mig om.
2
Jeg så dig skam fra mit vindu' i går,
men du så ikke mig, min ven.
Jo, du kom her forbi mit vindu' i går,
men forsvandt så, gud ved hvorhen.
Min ven, lad mig vide, om du kunne lide,
hvis jeg havde slå't vinduet op en-to-tre,
og du så, der var en at se.
3
Min drøm nu i dag, den regner det i,
og jeg gi'r dig min paraply.
Under den er du tryg, i læ og ly
for hver eneste utæt sky.
Min ven, lad mig vide, om du kunne lide,
hvis jeg blot lod det regne, så du stod der konfus
li'så våd som en druknet mus.
4
Jeg drømte om atten svaner i nat,
og såmænd også lidt om dig,
og du bad mig om atten kys i min drøm,
og jeg gad ikke sige nej.
Min ven, lad mig vide, om du kunne lide,
hvis jeg bare var vågnet, da jeg drømte,
du kom, så du intet fik bedt mig om.
Noget om helte
tekst: Halfdan Rasmussen
MELODI: Robert Normann
1.
Livet er en morgengave.
Sjælen er et pilgrimskor.
Der står krokus i min have.
Der står øller på mit bord.
Under himlen hænger lærken
som et fjernt bevinget frø,
for en lærke tænker hverken
på at kæmpe eller dø.
2.
Her er fredeligt og stille.
Her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille
og et brev med pure løg.
Lad al verden slå for panden
og bekæmpe spe med spot.
Jeg vil enes med hinanden
og mig selv og ha’ det godt.
3.
Der er nok, som går og sysler
med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha’ skærmydsler
og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder
for at gi’ hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder,
selleri og pastinak.
4.
Livet er en dejlig gave.
Jorden er en herlig jord.
Der er øller i min mave.
Der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille
for at splitte kloden ad,
skriver jeg med kruspersille
verdens mindste heltekvad.
Den blå anemone
tekst: Kaj Munk 1943
MELODI: Egil Harder 1945
1.
Hvad var det dog, der skete?
Mit vinterfrosne hjertes kvarts
må smelte ved at se det
den første dag i marts.
Hvad gennembrød den sorte jord
og gav den med sit sølvblå flor
et stænk af himlens tone?
Den lille anemone,
jeg planted dér i fjor.
2.
På Lolland jeg den hented,
et kærtegn fra min fødeø.
Så gik jeg her og vented
og tænkte: »Den må dø;
den savner jo sit skovkvarter,
sin lune luft, sit fede ler;
i denne fjendske zone
forgår min anemone;
jeg ser den aldrig mer«.
3.
Nu står den der og nikker
så sejersæl i Jyllands grus
ukuelig og sikker
trods ensomhed og gus,
som om alverdens modgang her
har givet den et større værd,
en lille amazone
og dog min anemone
som søens bølge skær.
4.
Hvad var det dog, der skete?
Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts
det smelter ved at se det
den første dag i marts.
Jeg tænkte: »Evigt skiltes ad
min sjæl og glæden«. da jeg sad
i vint'rens grumme done.
Nu gør min anemone
mit hjerte atter glad.
5.
For denne rene farve
den er mig som en vårens dåb,
den la'r mig nyfødt arve
en evighed af håb.
Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er din skaber stor!