talerskolen røst
Baldvin Hrannar Sigtryggsson
Vi islændinge mener ofte, at noget af det bedste, der er sket for Island, var Anden Verdenskrig. Der hvor amerikanerne endelig befriede os fra vores nærige og strenge far – og med den far mener jeg selvfølgelig Danmark.
Jeg ville aldrig give min selvstændighed væk. Men der er også en anden side af medaljen.
For kan det være, at kløften mellem vores lande er blevet for stor?
Jeg hedder Baldvin, er 19 år og fra Island og i sommers blev jeg student fra den nordatlantiske gymnasieklasse.
I min gymnasietid boede jeg i 4 forskellige lande, lærte et nyt sprog og lærte forskellige kulturer at kende. Min usædvanlige gymnasietid, lærte mig hvor vigtigt det er at skabe forbindelser med vores nordiske naboer.
Og de forbindelser er særlig vigtige for et lille skær i Nordatlanten, hvis befolkning ikke engang udgør en tredjedel af Københavns.
Da jeg flyttede til Danmark, følte jeg for første gang i mit liv, at jeg ikke hørte til. Jeg talte ikke det “mærkelige” danske sprog eller kendte skolesystemet. Jeg opfattede mig selv som en outsider i en ny og anderledes kultur, og jeg troede, at jeg aldrig ville komme til at høre til.
Men langsomt begyndte jeg at lære sproget og tilpasse mig det danske samfund. Jeg begyndte at se danske film og tv-serier, lytte til danske podcasts og se danske creators på YouTube.
Pludselig kunne jeg forstå jer danskere og relatere til jer.
Og da jeg lærte dansk, åbnede der sig ikke kun en dør ind til dansk kultur. Der åbnede sig en dør ind til hele Norden.
Men desværre er Island ikke længere en del af NGK-fællesskabet, så nu mister unge muligheden for at lære de andre nordiske kulturer at kende.
Derfor synes jeg, at vi skal genopbygge det dansk-islandske forhold. Men vi skal ikke vende tilbage til et far-søn-forhold, hvor Danmark er faren.
I stedet kan vi bygge et forhold, hvor begge parter bidrager. Et forhold, hvor begge lande står på lige fod og hjælper hinanden.
Jeg forestiller mig en fremtid med flere programmer på tværs af landene i fx gymnasiet og på universitet.
Jeg forestiller mig en fremtid, hvor danskere har mulighed for at bo i Island for at søge en uddannelse eller et job, og særligt nyde den islandske natur.
Jeg forestiller mig en fremtid, hvor islændinge har mulighed for at bo i Danmark og få højtkvalificeret undervisning og få mulighed for at opleve at bo i de danske storbyer eller de hyggelige provinser. Måske endda på Mors!
På den måde får både danskere og islændinge flere muligheder for at opleve noget nyt og lære den anden kultur at kende.
Det er lige præcis derfor et program som NGK er særligt vigtigt for at styrke sammenholdet mellem landene og give unge på tværs af landegrænser mulighed for at lære noget af hinanden.
For mig var mødet med den danske kultur en oplevelse, der ændrede hele mit liv.
For jeg mener virkelig at vi kan lære meget af hinanden. Jeg vil mene, at vi islændinge godt kunne lære noget af danskernes behov for at planlægge alt… mens danskerne også kunne være lidt mere spontane, ligesom vi er.
Min pointe er, at selvom Danmark og Island ikke hører under den samme konge mere, betyder det ikke, at vi skal miste forbindelsen mellem os.
Selvstændighed behøver ikke at betyde, at vi står alene, men at vi møder hinanden som ligestående naboer. Lad os derfor skabe flere muligheder for, at vi kan lære hinanden at kende og lære noget af hinanden.
Tak for ordet!
Ella Lohmann Faber
Aluu tamassi uanga ella-mik ateqarpunga 17-inik ukiorqarpunga. Jeg står lige nu splittet mellem to kulturer. Fravælger jeg den ene, hvis jeg vælger den anden?
Lad mig fortælle jer om min situation. Jeg er født i Danmark, men de år, der har formet mig, har været i Grønland. Jeg flyttede til Grønland, da jeg var 10 år, og det var dér, jeg for alvor begyndte at finde ud af, hvem jeg var. Nu har jeg valgt at flytte til Danmark igen og denne gang uden min familie på en kostskole i Grenaa. Et sted jeg aldrig har været før.
Men er det den rette beslutning? For hvad med alle dem, der knytter mig til Grønland. Det land, jeg kalder hjem. Mister jeg dem, når jeg fravælger dem for at komme videre og starte på ny?
Følelsen af at høre til har altid været udfordrende for mig gennem hele mit liv. Er det i Danmark? I Grønland? Eller begge steder?
For to uger siden flyttede jeg til Grenaa efter 7 år i Grønland. Jeg har fået et nyt hjem. Det er et sted jeg ikke kender endnu, men jeg glæder mig til at lære de uskrevne traditioner og små hentydninger i hverdagen.
Jeg kan tale dansk, men jeg føler mig ikke altid dansk.
Der var én forleden, der spurgte mig, hvor jeg kom fra. Jeg svarede Rødovre. Men da jeg ikke kunne svare på nogle af de opfølgende spørgsmål og detaljer om Rødovre og København, var jeg nødt til at fortælle dem, at jeg rigtig var fra Nuuk.
“Ej, er det rigtigt? Dig?”
Hvorfor er jeg ikke stolt af at være knyttet til mere end én kultur?
I Grønland kan jeg føle mig dansk. I Danmark kan jeg føle mig grønlandsk. Det er en mærkelig følelse at have hjemme to steder og samtidig føle, at man ikke passer helt ind nogen steder.
Jeg har nogle gange tænkt, at jeg skal vælge én side for at kunne forklare, hvem jeg er. Men måske er det netop dét, jeg har misforstået.
For jeg behøver ikke vælge.
Mit hjem i Grønland er ikke forsvundet, bare fordi jeg er flyttet tilbage til Danmark. Jeg forlader bare stedet fysisk for en stund.
Men det er svært at rejse væk fra noget, som jeg elsker. Til gengæld glæder jeg mig til at finde ud af, hvem jeg er i Grenaa. Et hjem, hvor jeg står på egne ben.
Jeg har været bange for at vælge Danmark til, og vælge Grønland fra.
Bange for at flytte, få nye venner, skabe et liv i Danmark - og derfor svigte dem, der har været en del af mit liv i Nuuk.
Men mennesker og steder bliver ikke mindre betydningsfulde, bare fordi man bevæger sig videre.
Jeg kan tage Grønland med mig.
Jeg kan have flere hjem i løbet af mit liv. Og det kan I også. Det har I måske allerede haft. I genkender måske følelsen af at have kærlighed til sit første hjem, og opleve en ny og anderledes kærlighed til det næste.
Jeg tror helt klart, at den kærlighed gør mig til et helt menneske.
Jeg kan tage minderne med. Ilaquttakka ikinngutikka, taakkua inuit ilinniartippaannga allat ilinniartissinnaanngisaanik. Nunamut asanninnera ataatsimut nassarsinnaavakka allanillu misilioraanissara ammatillugu.
Et helt menneske, der har flere hjem. For følelsen af hjem kan ikke defineres af andre. Det afhænger ikke af, hvor du er født, men du føler tryghed og kan være dig selv.
Så nu vil jeg gerne bede jer om at lukke jeres øjne. Og forestille jer det sted, hvor I føler jer allermest hjemme. Og uanset hvor det er, så er det hjem.
Jeg er ikke halvt dansk. Jeg er ikke halvt grønlandsk. Jeg er et menneske, der er blevet formet af begge lande.
Så jeg starter ikke forfra her i Danmark. Jeg starter videre.
Jeg kan savne Grønland, mens jeg glæder mig til Danmark.
Jeg er ikke splittet i to.
Inuuvunga, der bare består af mere end én kultur.
Mira Duprett Søndergaard
Godaften, mit navn er Mira. Jeg vil gerne fortælle jer om mine rejser i Norden. Jeg har de sidste 3 år gået i nordatlantisk gymnasieklasse og har med min klasse bestående af elever fra Færøerne, Island, Grønland og Danmark, rejst rundt i Norden. Det har lært mig rigtig meget, især om vigtigheden af venskaber på tværs af landene.
Dengang jeg, nu for lidt over 3 år siden, fortalte mine venner, at jeg gennem NGK skulle bo på Færøerne, Island og i Grønland, blev jeg mødt med ret mange fordomme. De spurgte: ”Hvad vil du på Færøerne, er der overhovedet andet end får?” og ”Hvorfor Grønland, der bor der kun sådan fem mennesker?” - og det her er altså rigtige citater.
Man skulle måske tro, at det bare var ungdommens uvidenhed, men jeg hørte faktisk det samme fra de ældre generationer. Her var det bare forskellige variationer af: "Grønland! Ja, der skulle jo være utroligt smukt... men har de ikke også en masse sociale problemer fx med alkohol?”
Vi snakker ofte så flot om det stærke sammenhold i Norden, og endnu mere om det i rigsfællesskabet. Men alligevel er det de færreste danskere, der kan nævne tre ting om hvert af de lande, som ikke har noget at gøre med får, kulde eller sociale problemer. Det er lidt et paradoks, for vidste I for eksempel, at store dele af Danmarkshistorien er en fast del af det færøske, grønlandske og islandske skolepensum? De kender os, men vi kender knap nok til dem.
Gennem de sidste 3 år har jeg boet på kollegier og hos værtsfamilier i de nordiske lande. Jeg har dannet venskaber for livet og fået en god del eventyr med i bagagen – og ja, det har også været hårdt. Men jeg har lært utroligt meget om mig selv, mine medstuderende og ik’ mindst de lande, vi har boet i. Og lidt af det vil jeg gerne dele med jer i dag.
Spørgsmålet om, hvad det er, der binder os sammen i Norden, kan besvares på mange måder, bl.a. ved hjælp af historie og sprog. Men jeg tror i særdeleshed det handler om de relationer, vi skaber på tværs af landegrænserne. Vi har som mennesker en tendens til at prioritere de lande, hvor vi kan sætte et ansigt på kortet. Hvis vi gerne vil have mere fokus på Norden, kræver det flere og tættere venskaber på tværs af landene.
Gennem min gymnasietid har jeg mødt udfordringer, både i form af at skulle stå på egne ben, men i den grad også i mødet med nye kulturer. Jeg husker for eksempel tydeligt det ’chok’, jeg fik, da jeg opdagede, at man i Island sætter blodpølse og rosiner på risengrøden. Eller mit eget knap så gode forsøg på at holde masken foran min færøske værtsfamilie, første gang jeg smagte skærpekød.
Men det er ikke kun maden, der kan overraske. Jeg husker i starten af 1.g, da de første islændinge afsluttede deres præsentation med et 'tak for mig'. Jeg grinte lidt og syntes, det lød næsten arrogant – som om de hyldede sig selv. Vi endte i klassen med at afslutte alle vores præsentationer sådan. Jeg forstod det som en intern joke, og det var først senere, det gik op for mig, at det slet ikke var arrogance. På islandsk og færøsk er det tværtimod et udtryk for ren høflighed og taknemmelighed over for dem, der lytter. En sproglig nuance, som jeg først forstod, da jeg holdt op med at dømme og begyndte at lære.
I virkeligheden handler det om at erstatte fordomme med nysgerrighed. Vi er desværre som mennesker ret så fordomsfulde; vi har vores vaner, og vi rynker brynene ad det ukendte. Men jo mere kulturchok du bliver udsat for, og jo mere du lærer om andres levemåder, desto mere stiger din nysgerrighed til at lære. I stedet for kun at fokusere på det, du rynker brynene af eller det, der skræmmer dig ved det ukendte, kan man sætte pris på forskellene. Jeg skulle lære at navigere i andres kultur og tilpasse mig, og det er en erfaring, jeg mener, alle burde have.
Jeg er meget opmærksom på mit eget og mine klassekammeraters privilegium. Jeg ved godt, at ikke alle har de samme muligheder for at tage ud og opleve Norden, som vi har haft. Men jeg spørger derfor: “Hvordan kan vi hjælpe hinanden til at blive mere nysgerrige på vores nordiske naboer i stedet?" Personligt ville jeg foreslå, vi starter med noget mere nordisk på skoleskemaet.
Hvis I spørger mig, er der ikke meget, der vil fremme vores forhold i Norden mere end at opnå en bedre forståelse for hinanden – og den forståelse får vi bedst ved selv at tage ud og opleve kulturer og mennesker. For hvis vi vil forstå hinanden i fremtiden, er der ingen vej udenom: Vi må selv ud og mærke fællesskabet.
“Tak for mig."
Oscar Lone Olsen
Teknologisk torturert.
Det er det vår generasjon er.
Vi er vokst opp i en teknologisk gullalder, hvor vi ble lovet en fremtid med teknologi som alltid skulle forbedre livene våre.
Vi har tilgang til all kunnskap mennesket noen gang har hatt.
Spørsmål som: Hvorfor smelter iskrem; hvorfor ser vi farger; hvordan et fly fungerer; og hvorfor begynner Coca-Cola å bruse over når du putter en mentos oppi? All denne kunnskapen ligger på fingertuppene våre.
Men mamma. Hun fortalte meg at da hun var ung fikk de ikke noe umiddelbart svar på diskusjonen rundt middagsbordet. De måtte faktisk dra på et bibliotek eller spørre noen som kunne svaret.
Min søster og jeg. Vi kjenner ikke til det. Vi har ChatGPT.
Vi har blitt etterlatt av den varige nysgjerrigheten. Den nysgjerrigheten du har lyst til å gjøre noe med. Hvorfor? Jo fordi man tjener ikke penger på nysgjerrighet.
Techselskapene har bevisst valgt å gjøre appene deres mer avhengighetsskapende. De har skapt en hel økonomi rundt oppmerksomhet.
Og denne oppmerksomhetsøkonomien? Den har resultert i selvmords-nettverk på instagram. Den har resultert i AI kjærester som oppfordrer deg til selvmord.
Sjefene i disse selskapene? De mener ikke at de konkurrerer mot hverandre. De konkurrerer mot søvn. De konkurrerer mot den tiden vi bruker med hverandre.
Det er ikke rart vi har forakt mot teknologien vi bærer hver dag. Gamle Nokia-telefoner blir utsolgt i Norge i et håp om å vinne tilbake litt av tiden. Unge mennesker i dag klarer ikke bli kvitt teknologi-heroinen alene.
Og selv med en Nokia-telefon kommer du deg ikke unna.
Det er ikke mulig å kjøpe bussbillett engang, uten en smart telefon. Det er ikke mulig å booke en lege-time uten at du trenger BankID på mobil. Jakter du et bedre liv, gjør du livet ditt vanskeligere.
Teknologien har gjort oss til narkomaner. Vi har blitt avhengig av 100 kvadrat-centimeter med metall. Den bringer oss ikke nærmere et bedre liv. Den aktivt forverrer den.
Det er det jeg mener med “Teknologisk tortur”: Fordi uansett hvilken retning du går, vil livet ditt bli verre.
Så hvordan forholder man seg til en slik fremtid?
En fremtid fylt med teknologisk tortur?
Jo, du oppsøker arenaer som Kulturmødet Mors. Arenaer som tillater samtaler. Som oppfordrer nysgjerrighet. Det er derfor vi er her, ikke sant?
Vi er her for å bli mer bevisst på den verden vi lever i. Vi er her for å være nysgjerrige, for å inspirere av hverandre. Vi er her for å ta et steg mot en bedre fremtid sammen.
Takk for meg, og godt kulturmøte.
Þórdís Ólöf Kristjánsdóttir
Sæl! Ég heiti Þórdís, ég er frá Íslandi og ég verð að spyrja: Kan I huske dengang I var unge? Eller er I måske stadig unge? Vidste I, at jeres liv ville blive sådan? Havde I styr på det hele? Eller tog livet en masse drejninger?
Det der fylder allermest for mig, i min ungdom, lige nu, er at jeg altid skal træffe en beslutning om noget.
For eksempel: Nu er jeg lige blevet student og står overfor den samme beslutning som de fleste studenter: Hvad sker der nu? Jeg skal på universitetet, men hvad skal jeg studere? Og skal jeg holde et sabbatår, eller måske flere sabbatår?
Og nu, når jeg står og siger det her, ved jeg hvor absurd et privilegium det egentlig er, og helt særligt nordisk. Vi har friheden og muligheden til at vælge og vrage mellem uddannelser, veje og sabbatår. Det er super at have alle de her valg, men samtidigt skal man også vide, hvad man skal vælge.
Når jeg kigger rundt på jer blandt publikum, ser jeg nogle ansigter, der har levet et liv, der har oplevet nogle ting. Jeg ser livserfaring. Og det har vi alle, og jeg tror, at de færreste af jer har haft den samme rundtur i Norden, som jeg har haft.
Hvis vi skruer tiden 3 år tilbage, var jeg femten, lige flyttet hjemmefra til Danmark og talte ikke et ord dansk.
Jeg skulle starte i gymnasiet og var havnet i den Nordatlantiske Gymnasieklasse, også kendt som NGK.
For dem, der ikke kender til programmet, er det et forløb, hvor man tager en STX i fire forskellige lande: Danmark, Færøerne, Island og Grønland. Det er altså et ret særligt program, som jeg er rigtig glad for at have fuldført.
Og nu bliver min gamle hovedlærer Trine tilfreds, for nu har jeg opfyldt min pligt til at reklamere for programmet!
Men i gymnasietiden blev vi hele tiden spurgt: ”Jamen, hvorfor valgte du så NGK?”
Og alle havde så gode svar!
De talte om at lære andre kulturer at kende, og om at tage på eventyr. Sagde noget, lærerne gerne vil høre. Mit ærlige svar var slet ikke lige så sejt.
Det var sådan, at da jeg skulle søge ind på gymnasiet, var jeg lidt i den samme situation, som jeg er i nu: Jeg kunne ikke træffe en beslutning, og ansøgningsfristen for NGK udløb meget tidligere i forhold til de andre skoler.
Jeg hørte først om NGK samme dag, som ansøgningsfristen lå, så jeg ansøgte bare for at holde muligheden åben. Faktisk fik jeg min mor til at ansøge for mig, da jeg kunne ikke dansk.
Jeg vidste faktisk ikke noget om NGK, jeg troede, det var hele Nordatlanten, haha, også Sverige, Norge og Finland!
Men så gik tiden, sommerferien startede, og jeg havde stadig ikke valgt et gymnasium. Og så kom august, og lige pludselig var jeg på vej til Danmark. Så som sagt: Ikke lige så sejt et svar, som de andre i klassen havde.
Så jeg begyndte ganske enkelt at svare som de andre:
”Jamen, det er en virkelig god mulighed for at lære vores nabolande at kende, da vi ved pinligt lidt om hinanden.”
”Vi skal også styrke samhørigheden i Norden.”
Jeg var enig i det hele. Så selvom det ikke var den egentlige begrundelse for, hvorfor jeg endte på NGK, så var det grunden til, at jeg blev i klassen.
Hvad kan jeg så tage med mig? Måske bare, at det er i orden at tage en beslutning, selvom man ikke ved, om det er den rigtige eller ej. Det er meget bedre end ikke at beslutte sig for noget, og i værste fald skifter man bare mening. Mange af de valg vi tager, bliver rigtige med tiden.
Det er noget livserfaring, jeg har fået mig. Nu er jeg mere tilbøjelig til at opsøge muligheder, og sige ja, til de muligheder jeg får. For eksempel står jeg her på Kulturmødet og har holdt en tale for jer.
Jeg nævner det her, fordi jeg nogle gange oplever, at rutinen holder os i lænker. Mine venner og familie lever ubevidst kun for deres weekender. De glemmer at gøre hverdagen til en fest.
En lærer sagde engang til mig: "Det er dumt at vente på en bus, inde i en bus”.
Når jeg forestiller mig fremtiden, er den meget uklar. Jeg ved ikke hvilke drejninger livet kommer til at tage, eller hvilke muligheder jeg får. Men det er ikke noget at stresse over, tværtimod så glæder jeg mig, og jeg er nysgerrig på, hvad fremtiden bringer. Måske deler I den samme nysgerrighed? Venter I på en bus inde i en bus?
Takk fyrir áheyrnina!