KULTURMØDET SØGER EN BØRNE-KOORDINATOR 

KULTURMØDET MORS SØGER EN BØRNEKOORDINATOR 

Har du erfaring med at skabe kulturarrangementer, og er du optaget af børn, kunst og kultur? Kulturmødet Mors søger en børnekoordinator, der får ansvaret for at udvikle Børnenes Kulturmøde 2024 - 2026. 

Som børnekoordinator har du det samlede ansvar for Børnenes Kulturmøde. Du kommer til at samarbejde tæt med Kulturmødets sekretariat, og samarbejdspartnere fra hele landet - men det er dig, der er den! Du skal derfor kunne arbejde selvstændigt med Børnenes Kulturmøde fra første idé til endelig afvikling i august. Dine opgaver bliver at: 

  • Programlægge og koordinere indholdet på Børnenes Kulturmøde alle tre dage. Det sker i dialog og kontakt med en lang række forskellige samarbejdspartnere, eksterne arrangører, kunstnere og artister

  • Engagere lokale skoler og dagtilbud i samskabende forløb faciliteret af professionelle kunstnere fra Børns Møde Med Kunsten, og koordinere tilmelding 

  • Udtænke og realisere atmosfære og iscenesættelse af pladsen. Kulturmødets sekretariat hjælper med logistik, brandgodkendelse og sikkerhedsplaner, men du står for udsmykningen af pladsen i samarbejde med udvalgte aktører

  • Udarbejde afviklingsplaner og frivilligbehov i forhold til opbygning, afvikling og nedtagning/oprydning 

  • Fungere som vært alle tre dage i august 

  • Være bindeled mellem Børnenes Kulturmøde og Kulturmødets kommunikationsafdeling, herunder produktion af programtekster til   børnearrangementerne, som vil være en del af Kulturmødets samlede digitale program

  • Overholde og håndtere budgettet for Børnenes Kulturmøde samt indgå kontrakter med kunstnere og samarbejdspartnere 

DU KOMMER MED 

  • Erfaring med afvikling af festivaler eller kulturarrangementer 

  • En interesse for børnekultur, eller lysten til at sætte dig ind i målgruppen, og en erfaring med at planlægge programindhold 

  • Evnen til at udvikle og fastholde gode samarbejdsrelationer til mange forskellige aktører og samarbejdspartnere 

  • Selvstændighed, sans for detaljen og et kreativt drive, der engagerer din omverden

OM BØRNENS KULTURMØDE

Kulturmødet Mors har de sidste to år præsenteret et selvstændigt børneområde med deltagelse af 2000 børn. Programmet har de sidste to år budt på alt fra flamencokoncerter, litteraturoplæsninger, danseworkshops, parade gennem byen og skoleworkshops i samarbejde med professionelle kunstnere. Torsdag og fredag er programmet for daginstitutioner og skoler, mens pladsen lørdag omdannes til børnefestival for hele familien. Børnenes Kulturmøde bliver præsenteret i samarbejde med Morsø Kommune, Børns Møde Med Kunsten og en lang række kulturelle samarbejdspartnere. I 2024 løber Børnenes Kulturmøde af stablen fra torsdag den 22. august til lørdag den 24. august.

ANSÆTTELSE

Du refererer til Kulturmødets direktør. Kontorpladsen er på Kulturmødets sekretariat på Mors, men med stor grad af fleksibilitet. Som udgangspunkt forventes du at være på kontoret minimum én gang om ugen, mens travle perioder i august kan kræve din daglige tilstedeværelse. 

Opgaven er sat til 20 timer om ugen. Det er dit ansvar – sammen med Kulturmødets direktør – at koordinere arbejdsopgaven og dit årshjul i relation til de timer, der er til rådighed. Det betyder fx at efteråret kan være meget stille, imens der er travle perioder i foråret og i august. Der er tale om en stilling med stor grad af fleksibilitet i løbet af året, og dermed også mulighed for at arbejde med andre freelanceopgaver.

Stillingen er en tidsbegrænset ansættelse fra 1. april 2024 til 1. november 2026. Du får dermed ansvar for at udvikle og gennemføre Børnenes Kulturmøde de næste tre år. 

FRIST FOR ANSØGNING 

Søg senest mandag den 12. februar, og start som Kulturmødets børnekoordinator 1. april 2024. Der er ansættelsessamtale 21. februar. Samtalerne afholdes på Mors. 

Hvis du har spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte presse- og kommunikationsansvarlig, Caspar Ryttergaard på 24879731.