Røst x Kulturmødet

Unge ord fra Nord

Brian Scivoli Grønland

Hej, jeg hedder Brian Scivoli.  

Jeg kommer fra Grønland og jeg har lige afsluttet en uddannelse i økonomi og ressourcestyring på Greenland Business School. Som I ved så er Grønland en del af Danmark, og selvom landene er forbundne, så er de også meget forskellige. I Danmark er der skove og bakker. I Illulisat er der isfjelde og udsyn så langt øjet rækker. Dér hvor vi nok minder mest om hinanden er i byerne, hvor vi også har Jysk, Sunset Boulevard og Brugsen, eller Brugseni, som den hedder.  

Der er også nogle af de samme uddannelsesmuligheder, men på et helt andet niveau. F.eks. med min uddannelse. Jeg har fået en erhvervsuddannelse som varede i 3 år, og jeg har ikke fået en bachelor. Og min ven, som lige er startet på et universitet i Aarhus, han kommer til at få en bachelor i de næste 2 år i de samme fag som mine, men som varer mindre tid, men til  

gengæld får han ikke den praktiske erfaring. Det er et eksempel på de forskelle på niveauer af uddannelser.  

En anden forskel som også handler om uddannelse, er raten af de mennesker som stopper uddannelsen. I Grønland er de mennesker som stopper uddannelse stort. Sidste gang man målte, hvor mange mennesker som stopper, var det over 50%. Tværtimod er frafalderaten i Danmark for videregående uddannelser på 16% sidste gang man målte den. 50% i  

Grønland op mod 16% i Danmark. Det er der flere grunde til: Fravær. Valg af den forkert retning. Kollegieproblemer. Uddannelseskultur. Gode muligheder udover uddannelse. Sprog. Kulturmødet. Personlige problemer.  

Men det jeg kommer til at fokusere på, er de muligheder man har udover uddannelse. I mit tilfælde har jeg studeret i alt 6 år. Det er inklusiv gymnasium, men jeg tjener stadigvæk mindre end en fisker. Man behøver ikke en uddannelse for at blive fisker. Så tænker man: ”Hvorfor skal jeg tage en uddannelse, hvis jeg kan begynde at tjene mere end en uddannet allerede efter folkeskolen?” Sådan tror jeg mange tænker i mit hjemland. Men jeg drømmer om et Grønland, hvor unge er villige til at udfordre sig selv til at tage en uddannelse. Hvor de er villige til at investere deres tid og skabe en god fremtid for Grønland.  

Problemet er stort, og der er sikkert flere løsninger, men det er vigtigt for mig, da jeg kan se hvor meget en uddannelse har givet mig af muligheder for at kunne lave det jeg vil. Jeg tog en uddannelse fordi tiden stod stille i min hjemby Ilulissat og der skulle ske noget. Sådan ved jeg, at mange har haft det, og jeg har en ven, Inunnguaq... Han ville have taget 1 sabbat år, men pludselig var 10 år gået, uden at han havde lavet noget.  

Hvis Grønland skal have en fremtid, skal de unge i Grønland have en fremtid, så er det vigtigt at de får støtte og hjælp til at blive på uddannelsen hvis det er svært. Jeg siger ikke, at man kommer til at lægge mærke til forskellen lige med det samme. Det er noget som kommer til at tage tid. Men man må være tålmodig og tro på at ens indsats kommer til at betale sig i slutningen. Det gælder både for politikere, forældre og unge der drømmer om noget, ligesom mig.  

For jeg drømmer om at de unge i Grønland har større ambitioner. Jeg drømmer om at der skal være mere hjælp og støtte for at de bliver på uddannelsen. Jeg drømmer om et Grønland med en bedre fremtid.  

Tak. 

Sára Thomsen Færøerne  

Hej allesammen. Jeg kommer fra Færøerne. Det lille land, der består af høje bjerge, som du helt sikkert kender. Jeg har dog bemærket, at Færøerne ikke er særlig godt kendt uden for Norden. Jeg har talt med en masse udenlandske mennesker, der ikke kender til Færøerne. Her er et eksempel på en samtale, jeg engang havde. Samtalen foregår på engelsk…  

“Hej”  

“Hej”  

“Hvor kommer du fra?”  

“Jeg er fra Færøerne” og så venter jeg med at spørge 'og dig', fordi...  

“Hvad?”  

“Færøerne”  

“Åååh, fra Egypten som Farao-øerne?”  

“Åh nej, nej nej” Og så er jeg nået til det punkt, hvor jeg skal forklare det manuskript, der er brændt ind i min hjerne.  

Færøerne ligger mellem Island og Norge, lige over Storbritannien, midt i Atlanterhavet. Ja, det er der jeg bor. I en lille landsby omgivet af grønne bjerge, blåt hav og ikke mindst det fællesskab jeg er vokset op i og er blevet en del af. Og selvom Færøerne er små, og der kun bor omkring 54.000 mennesker, så har vi en rig og spændende kultur med alt fra fermenteret fisk til traditionelt nationaltøj.  

Hvis du besøger Færøerne om sommeren, er det svært at gå glip af alle festivalerne med ro-konkurrencer på skemaet og de nationale mesterskabers finale, der afholdes på Ólavsøka, Færøernes nationaldag.Men nu, med så gode forbindelser mellem lande og kulturer, har mange fået en tendens til at påtage sig andres kulturer, i stedet for at bevare deres egen.  

Hvorfor er det så vigtigt at kende sin egen kultur? Ja, det er et godt spørgsmål. Når du kender din kultur, så ved du hvor du kommer fra og hvad dit lands formål er. Hvad du er et produkt af, og hvordan du er blevet formet til den person, du er.  

Ligeledes kan man spørge: Hvorfor er det vigtigt at kende til andre kulturer? Man møder ofte folk ude i verden, og hvis du forstår deres kultur, så bliver det lettere for dig at forstå dem og deres perspektiv på verden.  

Problemet er, at alt for mange mennesker ikke værdsætter deres egen kultur. Men hvordan kan vi ændre det? Vi er alle fra forskellige nordiske lande, men er vi alle ens? Nej. Er en nordmand det samme som en islænding? Nej.  

Hvis vi skal identificere os som nordiske, må vi acceptere, at vi ikke er ens. Og hvis vi ønsker at værne om vores egen kultur, så skal vi også være åbne for at lære om andre kulturer for det vil også styrke os mere i det nordiske fællesskab. Det kan vi gøre ved at lære af andre, stille spørgsmål og selv opsøge viden. En anden løsning er at lægge mere vægt på det i skolerne, hvor vi kan gøre mere med det, vi lærer. Det kan styrke dit kendskab til din egen kultur, så du bedre kan besvare andres spørgsmål eller blot vide hvem du er og hvor du kommer fra. Men hvad kan du selv gøre? Det er heldigt, at vi alle er kommet til kulturmødet, og her er der mennesker fra forskellige kulturer, og det man kan gøre er at tage ud, opleve, lære og ikke mindst stille spørgsmål der hvor man kan. Jeg vil anbefale at overvære Eivørs optræden i aften: Hun er en talentfuld sangerinde fra Færøerne.  

Jeg er færing, en del af de nordiske lande og jeg håber, at I i hele ugen vil komme til at lære mere om hinanden og hinandens kulturer.  

Tak.  

Elliott Ljunggren Sverige  

Jeg vil gerne fortælle dig, hvorfor jeg mener, at vi skal bygge en fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingör.  

Byerne ligger på den del af Øresund, hvor afstanden mellem Sverige og Danmark er mindst. Der har længe været planer om at forbinde byerne. For eksempel var min oldefar, der også var fra Helsingborg, med og lagde planer for hvordan Danmark og Sverige kunne forbindes via en fast forbindelse. Jeg ved, at danskerne ved, hvor nyttige forbindelser er. Lige nu bygger Danmark Femern Bælt-tunnelen, som bliver verdens længste tunnel med både vej og jernbanespor. Jeg ved, at Femern-bæltet ikke kun er vigtigt for Danmark. Projektet har inspireret mange mennesker i Sverige til at skabe noget lignende. En fast forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør er et sådant projekt. Jeg ved, at en forbindelse mellem Helsingborg og Helsingør kunne have gjort livet lettere, både for danskere og svenskere. Der er helt sikkert folk blandt publikum, der er taget over til Sverige for at handle. Hvor meget nemmere ville det have været, hvis du kunne undgå båden?  

På svensk side er arbejdsløsheden høj, og det er svært for mange, især unge, at finde et arbejde. For arbejdsgivere i Danmark ville en fast forbindelse være en god mulighed for at kunne finde folk at ansætte. Danske barer og spiritusbutikker havde desuden tjent mange penge på alle de fulde svenskere, der var gået over grænsen for at handle.  

En fast forbindelse ville ikke kun have gjort livet lettere for folk der allerede rejser over sundet. Det ville også åbne muligheder for dem, der ikke tidligere har været i stand til det. At besøge slægtninge ville ikke længere kræve en overnatning. Det ville blive muligt at pendle til en arbejdsplads i et andet land. En forbindelse som denne vil naturligvis koste penge. Men Femern Bælt-forbindelsen har vist os, hvordan to lande kan dele finansiering. Inden byggeriet begyndte, blev Danmark og Tyskland enige om, at det skulle være Danmark, der stod for størstedelen af omkostningerne.  

Jeg foreslår, at Sverige gør som Danmark og dækker størstedelen af omkostningerne, når vi bygger forbindelsen mellem Helsingborg og Helsingør. På den måde kan vi skabe en løsning, der skaber værdi for begge parter, som styrker vores industrier, vores forbindelse til hinanden og til Europa. En Helsingborg/Helsingør forbindelse havde ikke kun bundet vores lande sammen fysisk, men også økonomisk, socialt og kulturelt.  

Maeda Alavi Sverige  

Hej alle sammen. Jeg er Maeda og jeg kommer oprindeligt fra Afghanistan.  

Et land hvor kvinder i øjeblikket lever under de værste forhold, stort set ikke er til stede i samfundet og er frarøvet alle deres rettigheder til arbejde og uddannelse.  

Der var et tidspunkt i mit liv, hvor alt føltes mørkt, som om jeg gik gennem en tunnel uden ende i sigte. Jeg flyttede til Sverige i håb om en ny begyndelse, men i stedet følte jeg mig fuldstændig fortabt. Det virkede umuligt at få venner, og jeg kunne ikke se mig selv som en del af fællesskabet omkring mig. Det var som om, jeg var usynlig. Alene i en verden, hvor jeg ikke hørte til. Mit livs farver var falmet, og jeg sad fast på et sted, der føltes gråt og tomt. Bedst som jeg troede, at jeg ikke kunne fortsætte, fandt jeg en organisation, der hedder Songlines for Music. Den føltes som en livline der kom, da jeg havde mest brug for det.  

Songlines er en gruppe i Sverige, der samler unge mennesker med forskellige baggrunde og hjælper dem med at skabe forbindelse gennem musik, frivilligt arbejde og workshops. Denne organisation blev mit støttesystem og den gav mig en følelse af tilhørsforhold og formål. Vi forbandt os gennem vores fælles kærlighed til musik, og for første gang i lang tid følte jeg mig i live igen. Det var som om en ny sang begyndte at spille i mit hjerte. Som bragte den farve og glæde tilbage, jeg havde mistet. Jeg gik fra at føle mig usynlig til at være en del af noget større. Noget der fik mig til at føle mig set og værdsat. Gennem denne organisation fandt jeg min plads blandt befolkningen i mit nye land. Det fik mig til at indse, at selv i et fremmed land kan man finde et hjem gennem fælles lidenskaber og venskaber. Jeg var ikke længere usynlig: Jeg havde fundet, hvor jeg hørte til.  

Efterhånden som jeg begyndte at føle mig mere hjemme i Sverige, begyndte jeg også at lægge mærke til de udfordringer, der følger med at leve i et mangfoldigt samfund. På den ene side fejrer kulturelle begivenheder og samfundsrum i Sverige mangfoldigheden, bringer mennesker sammen og beriger vores samfund. Disse steder giver svenskere og immigranter mulighed for at lære af hinanden, hvilket skaber en rigere og mere mangfoldig kultur.  

Men selvfølgelig er der stadig udfordringer. Der kan opstå gnidninger, når forskellige kulturelle praksisser ikke stemmer overens med svenske normer og værdier. Problemer med arbejdsløshed, boliger og social udstødelse påvirker stadig mange indvandrere, hvilket gør det svært for dem fuldt ud at blive en del af samfundet.  

Fremkomsten af højrepopulistiske bevægelser over hele Europa er som en mørk sky i horisonten, der truer de fremskridt, vi har gjort og de fællesskaber vi har bygget, hvor alle hører til. Disse bevægelser forsøger ofte at splitte mennesker, idet de ser forskelle som trusler i stedet for chancer for at lære og vokse. Mens populister kan hævde, at de ønsker at beskytte den nationale identitet, er deres tilgang som at bygge et hegn om en have, der blokerer for netop de ting, der hjælper haven med at vokse.  

Et samfund er som en have: Den trives bedst når der er mange forskellige blomster, der hver især bidrager til dens skønhed og mangfoldighed. Vi skal huske at enhver kultur og ethvert menneske bidrager til rigdommen af vores fælles virkelighed. Fremkomsten af disse bevægelser minder os om, at vi skal stå op for værdier som inklusion, respekt og sammenhold. Samtidig presser disse udfordringer os til at finde bedre måder at bringe alle ind i fællesskabet. Der er et svensk ordsprog, der lyder: "Delt glæde er dobbelt glæde. Delt sorg er halv sorg.” Vi er nødt til at arbejde sammen for at dele både glæderne og udfordringerne ved at leve i en multikulturel verden.  

Afslutningsvis: Mens fremkomsten af populisme i Europa er en alvorlig udfordring, må vi ikke lade den overskygge sammenholdet og det potentiale der ligger i mangfoldigheden. Ligesom Songlines hjalp mig med at finde min plads og min stemme, må vi hjælpe andre med at finde deres. Kun ved at synge sammen kan vi skabe en harmoni der overdøver splittelsens  

stemmer og opbygge et fællesskab, hvor vi alle hører til.  

Tak.  

Asta Sofia Ednasdóttir Nyvang Danmark  

Jeg har altid været interesseret i velfærdsstaten og ideen om en velfærdsstat. Min generation lærte om dem begge i klasseværelset og derhjemme. Mens min interesse for velfærdsstaten voksede, så jeg tydeligt hvordan glansbilledet af velfærdsstaten krakelerede. Med andre ord blev min interesse større og større, mens finansieringen af velfærdsstaten blev mindre og mindre. Der er mange udfordringer, man kan fokusere på. Jeg vælger at tale om noget af det vigtigste: Børnene.  

Børns hjerner er ligesom en svamp. De suger absolut alting til sig. Ifølge den viden vi har indenfor neurologi og psykologi, så påvirker alt det som små børn oplever deres neurale netværk, deres hjernestruktur, kognitive evner, følelsesliv og sociale og relationelle evner i højere eller lavere grad. Og selvom ens hjerne udvikler sig hele livet, så sætter de første 6 år fundamentet for, hvordan ens hjerne er og fungerer resten af livet.  

Triste børnehjerner, bliver til triste unge hjerner, der bliver til triste voksenhjerner.  

Ifølge en undersøgelse lavet af Bureau2000, som er et uafhængigt analyse- og forskningsinstitut - så var der 10,8 børn pr. voksen i børnehaver i 2018, hvis al den tid, hvor der er børn tilstede medregnes. Hvis I nu kendte en mor og en far, som havde 21 små børn. 21 små børn med hver deres personlige behov og hver deres personligheder...  

Ville I ikke være bekymrede for at de fleste ville blive omsorgssvigtet? Ville I ikke være bekymrede for, at de her børn ikke fik alle deres basale behov opfyldt? Ville I ikke være bekymrede for, at deres udvikling mod at blive afrundede, velfungerende personer, ville få et kæmpe slag af sådan en barndom? Hvorfor skulle det være anderledes, når det er i en daginstitution?  

Jeg er i hvert fald bekymret. Det er jeg fordi det gennemsnitlige barn bruger halvdelen eller mere af deres vågne timer i de her børnehaver. Og 74-76% af alle børn skrives op i en offentlig børnehave. Hvor de alle er underfinansieret og underbemandet. Det er ikke passende for et land som bryster sig selv med, at være et af de lande med den bedste velfærdsstat. På dette område, så er det så essentielt for børns vilkår, at velfærdsstaten giver dem en god opvækst. Det er ikke længere bare forældrenes ansvar at give deres barn en barndom, som skaber grundlaget for et godt liv. Det er nu også velfærdsstatens ansvar  

Fordi triste børnehjerner, bliver til triste unge hjerner, som bliver til triste voksenhjerner.  

Regnestykket er simpelt. Der er ofte for få uddannede pædagoger, i det hele taget for få voksne der kan tage sig af børnene og børnenes daglige rutiner og aktiviteter.  

Oveni er der ikke nok tid til konflikthåndtering. Tid til at hjælpe med at regulere negative og positive følelser. Tid til at holde øje med dem som mistrives, og dem der måske viser tegn på mistrivsel. Dét tilsammen har en umådelig effekt på børnenes hjerneudvikling, følelsesmæssige, kreative og kognitive udvikling. De har ikke tid til at respondere på alle børnenes fysiske og mentale behov. Og det hæmmer især udviklingen hos de børn, hvor der enten er milde eller alvorlige problemer derhjemme. Og den udvikling af forværring af børnehaver har været i gang siden 70’erne.  

Der er mange forebyggende initiativer for børns velvære. Men den med allermest potentiale er og forbliver - børnehaverne. Hvis vi ønsker at den næste generation ikke skal bestå af for mange børn, der kæmper med dårligt mentalt helbred, ligesom generationen før dem, ligesom min generation og generationen før mig Hvis vi vil have, at den næste generation ikke er børn, hvis livskvalitet er lavere end den burde være, end den behøver at være  

Så er det her nødt til at ændre sig, politikerne er nødt til at ændre sig. Og jeg mangler stadig at se, at der reelt bliver gjort noget ved det.  

Viljo Paavola Finland  

Mit navn er Viljo, jeg er 18 år og bor i Finland. Jeg læser på gymnasiet, og jeg er en politisk aktiv ung mand. I dag vil jeg tale om ligestilling i en nordisk sammenhæng.  

Ligestilling er et emne, der berører enhver person og stat. Ligestilling og retfærdighed kan altid forbedres. I intet land er ligestilling mellem kønnene og behandlingen af mennesker fuldstændig lige. Ligestilling er en menneskeret. I Finland er ligheden svækket for tiden. Den højreorienterede regering skærer ned på sundhedsydelser, omsorgsydelser, uddannelse og andre samfundsvigtige strukturer og det øger uligheden mellem mennesker. Vi skal være stolte af vores velfærdsstat, og den skal ikke ødelægges. Verdens økonomiske situation tvinger alle lande til besparelser. Det er dog et spørgsmål om værdier, når vi vælger hvilke ting der skæres fra. Jeg har bemærket de samme tendenser i andre nordiske lande, såsom Sverige og Island, hvor økonomien ikke har været i vækst på det seneste.  

Jeg tror, at især nedskæringer i sundhedsvæsenet sætter folk i en ulige position. Behandlingskøer kan strække sig i måneder eller endda år. I dette tilfælde vælger de mere velhavende et privat sundhedsvæsen i stedet for at vente i den offentlige sektor, mens de mindre heldige skal stå i kø i lange perioder, mens deres helbred forringes eller de endda står døden nær.  

Et andet problem, som jeg personligt snart står overfor, er militærtjeneste. Finlands største ligestillingsproblem er værnepligten, som kun gælder for mænd. Tjenesten varer 6-12 måneder. Den stiller især de studerende i en ulige position, fordi militærtjenesten falder på samme tid som universitetsstudierne. Det betyder at de der skal i militæret må afbryde deres studier. I Finland har man ellers arbejdet for et ligeværdigt samfund siden 1970'erne. Dengang var uddannelse og skolemad gratis for alle elever i Finland. I Norge og Island er skolemad ikke gratis for skolebørn den dag i dag, og det stiller dem i en ulige position.  

Heldigvis er skolemad stadig gratis i nogle skandinaviske lande. I 2020 gik Finland over til en model hvor gymnasier og erhvervsskoler også blev helt gratis for eleverne, og det fremmer elevernes interne balance. Jeg mener at ligestilling bør forbedres på et internationalt niveau. Der er stadig lande i verden hvor kvinder ikke må studere eller arbejde. Uligheden er stor, og folk oplever diskrimination på baggrund af religiøs eller seksuel orientering. Jeg mener at ligestilling skal forbedres for alle verdensborgere. Der er mange kriser og konflikter i verden og disse har en tendens til overkygge spørgsmålet om ligestilling. Det må ikke ske - også selvom det er vigtigt at løse kriserne.  

Jeg foreslår, at alle regeringer tager ligestillingsspørgsmålet mere alvorligt. En ny ligestillingslovgivning kan medvirke til at alle får lige rettigheder. Den nuværende lovgivning gælder nemlig ikke i enkeltsager. Loven er kun lavet for formens skyld.  

På trods af den nuværende lovgivning oplever mange mennesker med immigrationsbaggrund at blive diskrimineret.  

F.eks. når de lejer en lejlighed eller starter i arbejde i Finland eller andre nordiske lande.  

Denne diskrimination kan bekæmpes af nye lovgivninger, og der bør være tilstrækkeligt strenge straffe for at bryde dem. Jeg mener også, at regeringer bør investere mere i offentlige ydelser fordi disse fremmer borgernes trivsel og lighed. Det ville også være godt med et større samarbejde mellem verdens lande for at fremme ligestilling. Såsom nedsatte arbejdsgrupper og organisationer. Den obligatoriske værnepligt i Finland kunne erstattes af en fælles tjeneste for alle. I nogle lande er det ved at blive planlagt. Bl.a. her i Danmark. Forskning viser at lighed øger livskvaliteten, hvorfor dens udvikling er rigtig central. Det er en del af menneskerettighederne og derfor essentielt: Alle har ret til et godt liv.  

Ligestillingen optimerer også arbejdsmarkedet, når alle har ret til at gå på arbejde og tjene penge. Det øger nemlig købekraften og forstærker dermed markedsøkonomien.  

Ethvert menneske skal have de samme rettigheder og betingelser for livet. Derfor er udvikling af ligestilling vigtig.  

Tak. 

Svava Þóra Árnadóttir Island   

Nordisk Ministerråd har sagt at Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region inden 2030, og politikerne taler konstant om, at vi skal værne om det vigtige nordiske samarbejde. Det er blevet en træt kliché, fordi intet nogensinde ændrer sig. Hvordan kan vi have et frugtbart samarbejde, hvis vi ikke lærer noget om hinanden i skolen? For 5 år siden kunne I have spurgt mig: Hvor mange mennesker bor på Færøerne? Hvordan lyder grønlandsk? Jeg ville desværre ikke have været i stand til at svare på noget som helst, selvom disse lande er Islands nærmeste naboer. Og det er stadig tilfældet for de fleste unge i Norden.  

Da jeg var 15 år gammel, begyndte jeg i Nordatlantisk Gymnasieklasse, NGK. Mit liv ændrede sig fuldstændigt. Jeg gik i gymnasiet i fire lande over tre år: Danmark, Færøerne, Island og Grønland. Vi var én klasse med elever fra disse fire lande, som rejste sammen. Det var et fantastisk eventyr—lærerigt, udfordrende og sjovt. Vi lærte nye sprog, lærte nye kulturer at kende, og fik venner overalt. Siden da har jeg haft mulighed for at deltage i mange forskellige nordiske samarbejdsprojekter: Alt fra at diskutere demokrati på Åland til at bygge sneskulpturer på Grønland. Mine øjne er virkelig blevet åbnet for alt det, som det nordiske samarbejde har at tilbyde. Men i dag er det et privilegium at kende Norden og nyde de mange muligheder. Det, der burde være en selvfølge, er altså nu blevet til et privilegium.  

Jeg kommer ikke med nogle radikale idéer. Jeg opfordrer ikke til en genoplivning af Kalmarunionen. Jeg vil bare gerne have, at vi lærer mere om hinanden. Jeg ønsker ikke at få spørgsmål som … Hvem er samerne? Hvilket sprog tales der i Island? Hvorfor taler færinger og grønlændere dansk? Hvorfor skulle danske gymnasieelever vide alt om portugisernes opdagelsesrejser, men intet om hvad danskerne har gjort i Grønland? Vi må ikke have et alt for forenklet billede af de andre lande, for så er samarbejdet på gyngende grund.  

Jeg opfordrer ikke engang til at vi opfinder hjulet på ny. Al information og viden findes allerede. Vi skal bare bringe det ind i skolerne. Mange projekter er også i gang, som for eksempel Nordjobb, Norden i skolen og NGK, men de bliver brugt for lidt.  

Og jeg vil bare sige til jer, at hvis I ikke udnytter disse muligheder, går I glip af noget.  

De bånd, der dannes når vi kan tale sammen på blandinavisk, er nemlig unikke, og det viser sig bare i det faktum, at vi gør det, når det er muligt. Ikke fordi nogen fortæller os, at vi skal gøre det, men fordi vi vil det. Og hvorfor vil vi det? Fordi blandinavisk står os nærmere end engelsk.  

Men hvorfor nordisk samarbejde? Jo, vores fælles historie og værdier i Norden tilbyder unikke muligheder, som vi bør udnytte bedre. Fundamentet er der, vi skal bare fortsætte med at bygge videre på det. Vi er små nationer, nogle bittesmå, og sammen kan vi stå stærkere I den internationale sammenhæng. Det er ikke nok, at kun nogle få politikere forstår betydningen af samarbejdet, vi skal alle deltage. Vi ser også nu, at nordisk samarbejde ikke er en selvfølge. Grønland overvejer at trække sig ud, fordi alle otte lande ikke står lige, når det kommer til det politiske samarbejde. Men det er ikke for sent at vende denne udvikling.  

Jeg ved hvor meget det har beriget mit liv, at lære mine naboer at kende. Jeg håber virkelig, at når vi mødes igen i 2030, kan vi bruge endnu mere tid på at dykke ned i hinandens kulturer og andre vigtige samfundsemner i stedet for at stille de basale spørgsmål.